Familien Fladnæse bliver hele tiden udvidet, nu er seneste familiemedlem klar hun hedder Uglen Ursula.
Ursula er en virkelig dygtig ugle, sådan som ugler jo er, så hun er både STX student og HF student. Og så er hun også blevet kandidat og har fødselsdag.
Her poserer hun foran min gamle studenterhue fra 1994, som jeg lige fandt frem fra gemmerne. Den er noget mere nusset, end jeg huskede – ha ha.
Ursula bliver 12 cm høj, når hun hækles på 8/4 bomuldsgarn på nål 2,0 og 2,5 mm. Hun er meget anvendelig som en holder til en pengegave til studenten eller kandidaten, og i opskriften medfølger instruktioner til at hækle disse huer. Hun kan jo også bruges til at fejre en fødselar eller en konfirmand. Hvis man undlader at stive uglen af med papskive i bunden og ståltråd i vingerne, så er hun jo også yderst velegnet til en barnevognskæde eller en mobile til ophæng over babys pusleplads eller seng. Det kan også være at man vil lave den som en form for rangle, med et rasle element i hovedet. Kroppen passer lige ind i en lille babyhånd.
Mulighederne er mange for hvad man vil bruge denne figur til, det er kun fantasien der sætter grænser. Det samme gælder for de andre dyr i Familien Fladnæse.
0 kommentarer