Et nyt sæt julehjerter
Jeg har knoklet de sidste par måneder med at designe og skabe de flotteste flettede, hæklede julehjerter. Det har især været buerne på de små hjerter, der har voldt mig problemer, så jeg har pillet op, hæklet igen, pillet op på ny og hæklet det hele på ny, men kun en enkelt lille forskel. Bare for at få en flot bue. For ca. 3 uger siden blev jeg endelig tilfreds, og opskrifterne blev sendt ud til mine skønne testhæklere, som gik i gang med det store arbejde at hækle alle hjerterne, samtidig med at de tæller masker, forholder sig til mine (til tider) kryptiske forklaringer. Nu har de sendt rettelser og forslag til forbedringer til mig. De tre skønne damer, Eva, Pia og Marianne er virkelig fantastiske og jeg er meget taknemmelig for at de gider teste mine opskrifter.
De sidste par dage har jeg tilpasset opskriften med kommentarer og lavet lidt forbedringer, og i lørdags på første efterårsferiedag, færdiggjorde jeg opskriftssamlingen og sendte den ud i verden, eller ud i den danske hækleverden. For bare kr. 40,- får man opskrifter på 9 forskellige flettede, hæklede julehjerter, som måler ca. 14 x 14 cm.
Sidste år designede jeg 8 andre flettede, hæklede julehjerter, som stadig kan købes for kr. 35,-.
Opskriftssamlingen blev taget så godt imod, at jeg kastede mig ud i arbejdet engang til, og nu håber jeg at hækle-verdenen tager lige så godt imod denne samling, som den første. Jeg har i hvert fald gjort mig umage med at lave en opskrift der er overskuelig og pædagogisk, med masser af forklaringer, både i ord og billeder.
Man kan købe opskriftssamlingerne ved direkte kontakt til mig på tina@kreasnoren.dk eller på sms på 22623323. Man kan også skrive til mig på Messenger via min Facebookside: KreaSnoren.
0 kommentarer